Foreningen blev officielt stiftet i oktober 2011. Idéen hertil udsprang af en samtale mellem foreningens første formand, Peter, der lige var flyttet til Islands Brygge, og en nabo om, hvor dejligt det kunne være, hvis vinterbadere kunne få nøglen til Havnebadet. Efter at have gjort kur til Københavns Kommune et lille års tid, fik foreningen lov til at benytte havnebadets faciliteter. I februar 2013 blev der stillet to mobile saunaer til rådighed på kajen, og i 2017 kom yderligere en skurvogn til, til omklædning.
I årene siden Vinterbad Bryggens stiftelse har frivillige kræfter knoklet for at få drømmen om permanente faciliteter realiseret. Disse blev skitseret i 2012 af arkitektfirmaet BIG, der også tegnede havnebadet. I 2019 er de originale plantegninger af BIG revideret, så de er ajourført foreningens nuværende ønsker og fremtidige behov, bl.a. skal de nye faciliteter kunne rumme en fordobling af det nuværende antal medlemmer. Til foreningens generalforsamling i maj 2019 gav et overvældende flertal af de fremmødte medlemmer bestyrelsen mandat til at arbejde videre med realiseringen af projektet, og det arbejde er fuldt i gang i samarbejde med BIG m.fl. Senest i august 2021 fik foreningen politisk mandat til det forestående byggeprojekt fra Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg og Teknik- og Miljøudvalget. Foreningens har oprettet en byggeblog, hvor man kan følge arbejdet med projektet: https://vinterbadbryggenbygger.blogspot.com/
Vinterbad Bryggen har ca. 3.200 medlemmer.